kærestepar på kærestepar på kærestepar...

Der er sikkert mange af jer, der har prøvet at være den eneste single i jeres vennegruppe, og hvis i har ved i sikkert også, at det ikke altid er det fedeste. Der er vel ikke nogen, der ikke vil have kærlighed, og for hver gang en af ens venner eller veninder finder kærlighed bliver det sværere at være glade på deres vegne og skjule misundelsen, som man egentlig slet ikke vil indrømme man har. Den følelse kan godt resultere i fiaskohistorier som denne.

Det startede ud som en skide hyggelig aften i tivoli helt uden kærester og med alt for mange alt for dyre fadøl. Vi tog i byen bagefter, men min ene veninde tog tidligt hjem - for at være sammen med sin kæreste, og meget hurtigt sad jeg sammen med min anden veninde og hendes kæreste og en andet kærestepar og det var da også meget hyggeligt - men de var bare MEGET kæreste-agtige. Jeg ville egentlig helst være taget hjem, men hjem fra 60 km væk, og det første tog gik først flere timer senere. Da var jeg så heldig, at det var det øjeblik hvor nummer 46 valgte at kontakte mig (mums). Han spurgte om jeg ikke ville komme hjem til ham. Det ville jeg da godt, men jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle komme derhen, så han sagde at han ville komme og hente mig. Han var tydeligvis villig til at gøre meget for at få sex, og jeg ville gerne væk. Så jeg hvor jeg var, og sagde til de andre, at han kom og hentede mig, og så gik jeg ud for at vente på ham. Jeg gik ud i god tid, men begyndte alligevel at få en kedelig fornemmelse, da jeg ikke havde hørt noget fra ham i et kvarters tid. Jeg skidefrøs og ville ikke gå ind igen eller skrive til ham. Han var jo på vej. Lidt efter drejede en taxa ind, og jeg så håbefuldt på den, men det var ikke ham. I samme øjeblik bippede en sms fra ham ind.
'Jeg gider altså ikke komme og hente dig, men du er velkommen til at komme forbi - du kan jo bare tage en taxa, ikke?'. shit shit SHIT. Det var i hvert fald helt udelukket at gå ind igen og sige: "ja, han gad altså ikke komme og hente mig alligevel." Foran to forelskede kærestepar. Aldrig i livet! Så kunne de rigtig sidde der og give mig medlidenhedsblikket og tænke 'hvor er det godt jeg ikke er single'. Skid hul i det! så jeg skyndte mig over til taxaen, og gav ham adressen. Jeg var i forvejen totalt flad efter tivolis overpriser, så det var jo skidefedt. Han fik et knald bragt til døren, og hvad fik jeg? okay, jeg fik jo også sex, men ØV! - det er altså ikke altid sjovt at være den evige single.

Nr. 70

Vi spoler lige tilbage til før Roskilde og tager en lille nummer 70.. Jeg har faktisk kendt Andreas siden starten af gymnasiet. Dengang havde vi begge to kærester men flirtede hemmeligt og alligevel uhæmmet, når vi så hinanden. Vi lavede faktisk en aftale om, at når vi begge to var singler - så ku' vi godt. Men den aftale tror jeg vi begge lidt havde glemt. Da jeg så stødte på ham en gang i maj var det i hvert fald to år siden jeg sidst havde set ham. Og det værste var - at jeg kunne ikke genkende ham, og han kunne godt genkende mig. Jeg stødte på ham i et supermarked, hvor han begyndte at snakke til mig, og jeg havde ligesom på fornemmelsen, at jeg havde set ham før. Jeg kunne bare simpelthen ikke komme i tanke om hvorfra, jeg kendte ham. Så til sidst var jeg simpelthen nødt til at spørge ham, hvad han hed. Super pinligt!! Et par dage efter skrev han til mig på Facebook, og vi udvekslede numre.
En aften, hvor jeg havde været til koncert og var lettere beruset (skide stiv) syntes jeg, at det ville være en rigtig god idé at begynde og lægge an på ham. samtalen lød cirka således:

Mig: Er du i byen?

Ham: Ja :) hvorfor? (desværre ikke i nærheden af mig)

Mig: Kan du huske den aftale vi engang lavede? ;)

Ham: Jeg troede du havde glemt det :P

 Det blev nu ikke til noget den aften, men det gjorde det i den grad en anden aften! Jeg tog i byen med et par veninder og fik ham til at komme og møde mig. Vi havde en skide hyggelig aften, hvor jeg for en gang skyld ikke drak mig fra sans og samling (eller gjorde jeg? jeg husker svagt noget om at jeg var sikker på at mit mål med livet var at kurere kræft.) Vi lagde egentlig ikke voldsomt op til noget, mens vi var i byen - men da mine veninder skulle til at gå hjem spurgte han om jeg skulle med dem eller med ham. Jeg skulle helt sikkert med ham. Helt sikkert. På vej hjem til ham stoppede han op og trak mig ind til sig og kyssede mig. Dejligt.

Egentlig en meget succesfuld aften med god sex, og helt uden akavethed (det ord har jeg lige besluttet findes) og dårlig samvittighed, som jeg egentlig er skide god til at vågne op med hos en eller anden fremmed fyr. Han fulgte mig endda tilbage til min veninde og kyssede mig farvel.
Vi skrev en del sammen efter det og aftalte også at mødes igen, men det er aldrig rigtig blevet til noget.. gad vide om det er for sent at tage det initiativ nu?